Sådan karakteriserer og identificerer du dit stof

For de fleste REACH-, CLP- og biocidprocesser skal du give følgende oplysninger i dit dossier for at identificere stoffet tydeligt:

  • Stoffets navn og relevante identifikatorer, f.eks. IUPAC-navn, EINECS- eller ELINCS-nr. eller CAS-nr.
  • Evt. molekyle- og strukturformler.
  • Oplysninger om stoffets sammensætning og renhed.
  • Spektraldata og andre analyseoplysninger, der bekræfter stoffets identitet og sammensætning.

Særlige krav vedrørende stoffer med kun én bestanddel, stoffer med flere bestanddele og UVCB-stoffer er beskrevet i ECHA's vejledning om identifikation og navngivning af stoffer i henhold til REACH og CLP.

ECHA skal konkludere, at den identitet, du har givet stoffet, er korrekt. Derfor skal dossieret vedlægges spektre og kromatogrammer af en passende kvalitet samt andre analyseoplysninger. Det er vigtigt, at spektrene, kromatogrammerne og de øvrige analyseoplysninger vurderes fuldt ud, og at fortolkningen heraf fremstilles i dossieret.

Yderligere oplysninger om identificering af stoffer som led i REACH-registreringsdossieret findes i ECHA's vejledning i dataindsendelse, del 18: Sådan rapporteres stoffets identitet i IUCLID 5 med henblik på registrering i henhold til REACH.