Oversigt over forpligtelser som følge af optagelsen af SVHC'er på kandidatlisten

Virksomheder kan have juridiske forpligtelser som følge af optagelsen af stoffer på kandidatlisten. Disse forpligtelser, der træder i kraft fra datoen for optagelse, vedrører ikke kun de opførte stoffer anvendt alene eller i blandinger, men også deres tilstedeværelse i artikler.

Stoffer i artikler

Krav om underretning af kunder og forbrugere i henhold til REACH

EU- og EØS-leverandører af artikler, der indeholder stoffer på kandidatlisten i en koncentration på over 0,1 vægtprocent, skal fremlægge tilstrækkelig information til, at deres kunder kan anvende artiklen sikkert.

Hvis en forbruger anmoder om det, skal EU- og EØS-leverandører af artikler, der indeholder stoffer på kandidatlisten i en koncentration på over 0,1 vægtprocent, fremlægge tilstrækkelig information til, at artiklen kan anvendes sikkert. Denne information skal fremlægges inden for 45 dage efter modtagelse af anmodningen.

Anmeldelsespligt over for ECHA i henhold til REACH

EU- og EØS-producenter og -importører af artikler skal anmelde det til ECHA, hvis deres artikel indeholder et stof, der er optaget på kandidatlisten. Denne forpligtelse gælder, hvis stoffet er til stede i sådanne artikler i en mængde, der overstiger ét ton pr. producent eller importør om året, og hvis stoffet er til stede i sådanne artikler i en koncentration på over 0,1 vægtprocent.

Anmeldelserne skal indsendes senest 6 måneder efter optagelsen på kandidatlisten. Anmeldelse er ikke påkrævet:

hvis producenten eller importøren af en artikel kan udelukke, at mennesker og miljøet eksponeres under brug og bortskaffelse af artiklen. I sådanne tilfælde skal producenten eller importøren dog forsyne artiklens modtager med relevant vejledning
hvis stoffet allerede er registreret til den pågældende anvendelse.

Anmeldelsespligt over for ECHA i henhold til affaldsrammedirektivet (SCIP-databasen)

EU-leverandører af artikler, der indeholder stoffer på kandidatlisten i en koncentration på over 0,1 vægtprocent, skal indsende information om disse artikler til ECHA, når de markedsføres i EU. Denne information vil blive offentliggjort i SCIP-databasen, der er oprettet i henhold til affaldsrammedirektivet. Dette sikrer, at information om artikler, der indeholder stoffer på kandidatlisten, er tilgængelige for affaldsoperatører og forbrugere.

 

Sikkerhedsdatablade for stoffer, der anvendes alene, eller som indgår i blandinger

EU- og EØS-leverandører af stoffer på kandidatlisten (som er beregnet til anvendelse alene, eller som indgår i blandinger) skal forsyne deres kunder med et sikkerhedsdatablad.

Afsnit 15 i de allerede eksisterende sikkerhedsdatablade bør opdateres, så de identificerer stoffet som et SVHC (artikel 31, stk. 9, litra a)).

EU- og EØS-leverandører af blandinger, der ikke er klassificeret som farlige i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger, skal på modtagernes anmodning forsyne disse med et sikkerhedsdatablad:

  • hvis blandingen indeholder mindst ét stof med en individuel koncentration på ≥ 0,1 vægtprocent for ikkegasformige blandinger
  • hvis det pågældende stof er optaget på kandidatlisten under enten artikel 57, litra d) (persistent, bioakkumulerende og toksisk (PBT), litra e) (meget persistent og meget bioakkumulerende (vPvB) eller litra f) (stof, der giver anledning til lignende betænkeligheder).

Dette gælder med forbehold af den generelle forpligtelse for alle EU- og EØS-leverandører af blandinger, der ikke er klassificeret som farlige i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008, til på modtagernes anmodning at forsyne disse med et sikkerhedsdatablad, hvis blandingen indeholder et stof med en individuel koncentration på ≥ 1 vægtprocent for ikke-gasformige blandinger og ≥ 0,2 volumenprocent for gasformige blandinger, hvor det pågældende stof udgør en fare for menneskers sundhed eller miljøet.

Minimering af frigivelsen

For så vidt angår de stoffer, der opfylder PBT- og vPvB-kriterierne, skal producenterne og importørerne senest på det tidspunkt, hvor stofferne optages som sådan på kandidatlisten, anvende informationen i deres kemikaliesikkerhedsrapport, når de på deres driftssteder implementerer risikominimerende foranstaltninger, der minimerer eksponeringen af mennesker og emissioner til miljøet, og når de anbefaler sådanne til downstreambrugere. På grundlag af den anbefaling skal downstreambrugere identificere og anvende hensigtsmæssige foranstaltninger til at håndtere de relaterede risici tilstrækkeligt.