Hvorfor bør jeg udskifte farlige kemikalier?

Der er mange grunde til, at virksomhederne tager dette skridt. Som led i udviklingen af teknisk mere velfungerende produkter kan virksomhederne ønske at nedsætte den potentielle risiko ved det stof de anvender.  De kan beslutte at skifte til et mindre farligt kemikalie, en alternativ teknik eller en anden udformning af produktet. I praksis er det ofte en kombination af disse tiltag, der vælges. Gennem sådanne tiltag vil der som regel kunne opnås øget effektivitet og innovationskapacitet, forbedret konkurrenceevne og sikkerhed og større besparelser.

Innovation og effektivitet

Når du søger efter sikrere alternativer vil du også være nødt til systematisk at gennemgå din virksomheds funktions- og fremgangsmåde. Måske når du endda frem til, at en funktion, der udføres af det stof eller den blanding, du bruger, ikke længere er nødvendig, når du ændrer en proces eller dit produkts udformning. Dette tilskynder igen til innovation. En gennemgang af dine materialer og produktionsprocesser kan også føre til øget effektivitet, herunder nedsat ressourceforbrug eller affaldsproduktion i løbet af dit slutprodukts livscyklus.

Konkurrencefordele

Udskiftning af farlige kemikalier kan give dig et konkurrencemæssigt forspring. Dine kunder vil værdsætte effektive produkter, der også er sikrere for arbejdstagerne og forbrugerne og har færre skadelige miljøvirkninger. Også for dine kunder kan det føre til markedsfordele og færre udgifter forbundet med opfyldelsen af lovgivningen om kemikaliesikkerhed, når kemikalier erstattes. Markedsfør dit produkt godt, og du vil skille dig ud fra konkurrenterne.

Undgåede omkostninger i forbindelse med regelbyrder

Farlige kemikalier er underkastet strengere regulering for at beskytte mennesker og miljøet mod skadevirkninger. De kræver derfor mere omfattende kontrol på arbejdsstedet og længere nede i leverandørkæden. Ved at erstatte dem med sikrere alternative kemikalier eller teknikker undgår du at skulle bruge tid og kræfter på at håndtere de risici, der er forbundet med deres anvendelse.

At gøre det rigtige

Mange virksomheder ser erstatning af kemikalier som et spørgsmål om bare at gøre det rigtige. At nedsætte risikoen for dine ansatte, der arbejder med stoffet, og for forbrugerne, der anvender dine produkter, og at mindske dine aktiviteters skadelige miljøvirkning er en god ting at gøre. Du er med til at gøre Europa til et sundere sted for os alle og for kommende generationer.

Har du brug for mere tid?

At komme på alternativer og afprøve dem kan tage lang tid. Hvis dit stof er optaget på REACH-godkendelseslisten, må du ikke anvende det efter dets solnedgangsdato. Hvis du ikke har et alternativ inden da, er du nødt til at søge om godkendelse til at anvende dit stof.

Yderligere oplysninger herom finder du under REACH-godkendelse

 

Categories Display

Mærket som:

(klik på mærket for at søge efter relevant indhold)