Nanomaterialer i henhold til forordningen om biocidholdige produkter

Nanomaterialer er kemiske stoffer eller materialer, der fremstilles og anvendes i meget lille skala. Deres struktur måler mellem 1 og 100 nm i mindst én dimension.

Nanomaterialer har unikke karakteristika, der er mere fremtrædende end hos samme materiale uden nanoegenskaber. Derfor kan nanomaterialer have andre fysisk-kemiske egenskaber end bulkstoffet eller større partikler.

Nanoteknologien udvikler sig hastigt. I Europa markedsføres allerede et stort antal produkter, der indeholder nanomaterialer (f.eks. batterier, belægninger, antibakteriel beklædning, kosmetik og fødevarer). Uanset nanomaterialernes tekniske og kommercielle potentiale kan de medføre risici for miljøet og sundheds- og sikkerhedsproblemer for mennesker og dyr.

 

 

Forordningen om biocidholdige produkter indeholder konkrete bestemmelser for nanomaterialer. Bestemmelserne finder anvendelse på produkter og stoffer, der opfylder kriterierne fastsat i biocidforordningen. Disse definitioner bygger på Kommissionens anbefaling om definition af nanomaterialer.
 
Bestemmelserne finder anvendelse på aktivstoffer og ikke-aktivstoffer med følgende karakteristika:
  • Mindst 50 % af partiklerne har en størrelse på 1-100 nm i mindst én dimension
  • Partiklerne findes i ubundet tilstand eller som et aggregat eller et agglomerat
Kommissionen kan tilpasse denne definition afhængigt af den tekniske og videnskabelige udvikling, og kan på anmodning af et medlemsstat desuden vedtage en beslutning om, hvorvidt et givet stof er nanomateriale.
 
I henhold til forordningen om biocidholdige produkter omfatter godkendelsen af aktivstoffet ikke nanoformen, medmindre det udtrykkelig er nævnt. For nanoformer af aktive stoffer skal der sædvanligvis udarbejdes et særskilt dossier med alle datakrav.
 
Der skal foretages en særlig risikovurdering, når nanoformen af et aktivstof eller et ikke-aktivstof anvendes i et biocidholdigt produkt. Det biocidholdige produkt skal mærkes med navnet på hvert nanomateriale efterfulgt af ordet "nano" i parentes. Produkter, der indeholder nanomaterialer, er udelukket fra den forenklede godkendelsesprocedure.
 

Overvågning og indberetning 

Medlemsstaterne skal hvert femte år indberette om gennemførelsen af forordningen om biocidholdige produkter. Indberetningen skal indeholde oplysninger om anvendelsen af nanomaterialer i biocidholdige produkter og de fundne potentielle risici. Indberetningerne skal være forelagt Kommissionen den 30. juni det pågældende år og dække tidsrummet indtil den 31. december i året inden indsendelsen.