Klager

Enhver direkte berørt juridisk eller fysisk person har mulighed for at indgive en klage til ECHA over en påstået overtrædelse af de regler og principper, der er fastsat i den relevante EU-lovgivning, i ECHA's støttedokumenter og værktøjer eller i ECHA's kodeks for god forvaltningsskik. Klagen kan vedrøre ECHA's afgørelser, praksis, adfærd eller udeladelser, der påvirker klagerens situation, vilkår eller sag.

Klager vedrørende andre specifikke procedurer (f.eks. afgørelser i udvælgelsesprocedurer i forbindelse med stillingsopslag, begæringer om aktindsigt, udbudsprocedurer, beskyttelse af personoplysninger) skal følge de procedurer, der er beskrevet på de relevante ECHA-sider.

Sådan indgiver du en klage.

Din klage skal indgives til ECHA inden for to år fra datoen, hvor du blev informeret om eller fik kendskab til de forhold, der ligger til grund for din klage.

Du har mulighed for at anmode om fortrolig behandling af din klage eller visse dele heraf ved at angive et sådant krav i selve klagen og ved at fremsætte understøttende argumenter eller en begrundelse.

Du kan indgive en klage til ECHA ved at udfylde klageformularen.

Behandling af klagerne

  • ECHA vil kvittere skriftligt for modtagelsen af din klage inden for to uger. Der vil dog ikke blive sendt nogen kvittering for modtagelse i urimelige tilfælde, hvor der er tale om uhørt mange breve eller klager, eller hvor disse er gentagelsesprægede eller formålsløse.  
  • ECHA forpligter sig til at svare inden for to måneder fra modtagelsen af en fuldstændig klage. Denne frist kan forlænges afhængigt af sagens kompleksitet. Klageren vil blive underrettet herom.
  • ECHA forpligter sig endvidere til at behandle din klage i overensstemmelse med ECHA's kodeks for god forvaltningsskik.

Hvilke andre valg eller muligheder har jeg?

Hvis du ikke er tilfreds med ECHA's svar på din klage, har du yderligere virkemidler til rådighed:

  • Du kan indbringe en klage til Den Europæiske Ombudsmand i overensstemmelse med artikel 228 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, ELLER
  • Du kan anfægte lovligheden af ECHA's handlinger, udeladelser eller adfærd ved Den Europæiske Unions Ret på de betingelser, der er fastsat i artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.